Gadevangs Jordnære Forsamlingshus

Nu skaber vi det næste kapitel sammen
I Gadevang har fællesskab aldrig været et "smart" ord – det har været en måde at leve på. Gennem mere end 100 år har gadevængerne igen og igen vist, at når noget er vigtigt, så løfter vi det sammen.
Allerede i 1893 blev Gadevang Asyl etableret og drevet af Laura Tietgen. I 1904 fulgte Gadevang Kirke –også med Laura Tietgen som mæcen – men ikke uden lokal opbakning: Gadevængerne samlede selv 400 kroner ind. I 1906 blev Gadevang Forsamlingshus bygget af beboerne selv, som dengang indsamlede 1.000 kroner til huset. Senere kom idrætsforeningen, vandværket, tennisklubben – og i 2015 købmandscafé Jordnær, som i dag, næsten 11 år senere, stadig drives af frivillige.
Gadevang er i dag kendt som et attraktivt sted at bo. Men sådan har det ikke altid været. Så sent som i 1960’erne blev gadevængerne i kommunen omtalt som “fattige banditter”. Alligevel – eller måske netop derfor – har fællesskaberne altid været den vigtigste kvalitet ved at bo her. Naturen har betydet meget, ja... men fællesskabet har betydet mest.
I dag står vores landsbyånd over for en ny udfordring. Købmandscafé Jordnær har et usikkert lejemål, og forsamlingshuset trænger til renovering eller ombygning for at kunne rumme fremtidens behov. Derfor handler vi nu.
Vi har samlet Jordnær og Forsamlingshuset i ét fælles projekt:
Et nyt, åbent og inkluderende samlingspunkt for alle i Gadevang.
Et sted hvor vi kan mødes på tværs af generationer, dele hverdage og fester, skabe aktiviteter, kultur og nærvær – og fortsætte den stolte tradition for fællesskab, som Gadevang er bygget på. Projektet har været undervejs i cirka et år og drives af Købmandscafé Jordnær og Gadevang Forsamlingshus med opbakning fra Lokalrådet og andre lokale foreninger.
Og vi er allerede nået langt:
På valgmødet i Gadevang Forsamlingshus den 6. november blev der desuden indledt en tidlig dialog med kommunen og lokale politikere – og sikret lokalpolitisk opbakning til projektet.
